Toke Kruse: Syv alternativer til ’Løvens hule’ fra DR, når du skal hente penge som iværksætter

1289 visninger

09. jan. 2019

Igen er DR aktuel med iværksætterprogrammet ’Løvens hule’, hvor de fem investorer er lignet op, klar til at investere i de håbefulde iværksættere. Det er et tv-program, men der er masser at lære for både familien Danmark og iværksættere. Jeg har over årene skrevet en del blogindlæg om de mest oplagte emner, men jeg har endnu ikke berørt, hvordan du får en investering, hvis du ikke er i Løvens hule. Udover at jeg har udgivet 9 bøger om iværksætteri, har jeg skrevet mange blog- og debatindlæg samt stiftet mere end 15 virksomheder, herunder regnskabsprogrammet Billy og lønsystemet Salary.

Her giver jeg dig som iværksætter et overblik over, hvordan du kan finansiere din virksomhed, herunder en beskrivelse af, hvad der egner sig bedst til hvilke projekter og det stadie, din virksomhed er på.

1. Din egen opsparing

Det er som udgangspunkt lettere at spørge andre om penge, hvis du selv har punget ud. Derfor er mit første råd, at du selv sætter penge til side til at starte din egen virksomhed for. En alternativ måde er, at du har en opsparing, som er stor nok til, at du kan fraskrive dig selv løn i virksomhedens første par år. Det sender et kraftigt signal om, at du tror på idéen, og at du selv er villig til at løbe en risiko. Således kan alle andre parter sikre sig, at du også kæmper til sidste mand eller kvinde.

2. Friends and family

Dernæst er det en mulighed at gå til familie og venner, som jo har den fordel, at de kender dig godt og ved, at de kan stole på dig. Det er ikke en så dansk ting at gøre (omend normalt i USA), men muligheden eksisterer og kan være lige netop det, der skal til, før du kommer rigtigt ud over rampen. Tag dog med, at der også er en risiko ved at låne penge af dine nærmeste. Tænk dig derfor om en ekstra gang, før du går den vej.

3. Banken (i den tidlige fase) eller Innovationsfonden

Begynder din virksomhed at have omsætning, og kan du bevise eller sandsynliggøre over for banken, at du har fat i en vækstende virksomhed, er banken selv i den tidlige fase en mulighed. Den er som udgangspunkt relativt risiko-averse, og du skal regne med, at får du en kassekredit, skal du personligt hæfte for den. Derudover er der Innovationsfonden, hvor du kan søge alt mellem 50.000 kr. til flere millioner, hvor den nemmeste proces er lige under 500.000 kr.

Sidstnævnte skal du skrive til Joost på jj@nordicinnovators.dk, der kan hjælpe dig med ansøgningen for et relativt beskedent beløb.

4. Business angels

Præcis som der sidder business angels i Løvens hule, findes de også ude i ”den virkelige verden”, hvor det mest udbredte netværk er www.danban.org. Det er en forening med 180 aktive investorer, der er klar til at validere din idé og virksomhed. Når du har taget det første ryk og rent faktisk bevist din case, er det et godt sted at gå hen. Det er ikke unormalt, at du pitcher (altså præsenterer) din idé, før du er gået i luften, men hvis du har et færdigt produkt, hvor du allerede har vækstende omsætning i størrelsesordenen 50.000-100.000 kr. om måneden, er der en stor sandsynlighed for, at de er interesserede i at høre mere om din virksomhed.

Du kan også kontakte Christian Engelsen via www.cvx.eu, som er et nyt site for business angels.

5. Vækstfonden

I nyere tid, altså inden for de sidste fem år, er Vækstfonden blevet en organisation, som er statsstøttet og i flere omgange har lånt penge til virksomheder, som er på niveau med banken ovenfor, dog uden at du som ejer bliver udvandet. Det er reguleret, så der er masser af begrænsninger, men første stadie er, at du kontakter dem og deler dine budgetter og omsætningstal med dem. Alt afhængig din case, kan du tage kontakt til Vækstfonden fra en idé, hvor du har kunder i markedet til du har en omsætning på alt over 250.000 kr.

Du kan skrive direkte til Nikolaj, som modtager sådanne henvendelser på nsj@vf.dk.

6. Banken i det senere stadie

Når din virksomhed er kommet til et stadie, hvor du omsætter 300.000-500.000 kr. om måneden, har du ofte en så stor mængde historik, at banken vil være villig til at låne din virksomhed penge i en anden skala, end da du blot havde en idé og lidt omsætning. Det kan også være, at du kan kombinere det med Vækstfonden og dermed øge dit lån.

Du kan skrive til Jeppe fra Danske Bank, hvis du har passeret en halv million og har et vækstende startup: jejrg@danskebank.dk.

7. Venture Capital

Når din virksomhed er kommet over en halv million i omsætning om måneden eller har en brugerbase, som vækster kraftigt, kan du begynde at overveje at gå til en VC. Her sidder jeg selv i advisory board hos Nordic Eye, som bl.a. har Peter Warnøe fra Løvens hule med. Der er mange VC’er derude, men ovenstående kan jeg anbefale.

Du kan skrive direkte til Joakim på jw@nordiceye.com, når din virksomhed har nået et vist stadie.

Andre relevante virksomheder, du bør kende, når du er iværksætter

Er du iværksætter, skal du naturligvis have et økonomisk overblik over dine fakturaer, regninger og moms. Derfor kan du helt gratis benytte dig af regnskabsprogrammet Billy, som både er brugervenligt og let for dig, som ikke er bogholder. Hvis du har eller får ansatte, skal du bruge lønsystemet Salary, som også er gratis at komme i gang med. Det er også Danmarks letteste og har verdensklassesupport, så du altid kan få hjælp alle ugens dage.

Held og lykke!

Følg med på indlægget 4 Kommentarer

  • Oskar siger:

    Super fedt blogindlæg – vil du skrive et gæsteblogindlæg på min blog oskarvm.dk ? 🙂

    • Toke Kruse siger:

      Hej Oskar, tak. Hvad skal det dreje sig om, hvor mange besøgende har du og hvilken blog taler vi om i forhold til målgruppe?
      Toke

  • Hej Toke,
    Som altid spændene indlæg fra din side af.
    Jeg kan se at du nævner flere steder at man skal have en hvis omsætning før man kontakter f.eks. Nordiceye. Hvilket virker fair, da de jo ikke skal ulejliges med for meget kridt og kravl. – Men 500.000 om måneden?
    Det må godt nok være svært for man IT-virksomheder (som det er mit indtryk at Nordiceye har fokus på). Tit går der jo mange år med udvikling fra start og til at en it-virksomhed generer sådan en omsætning?

    Ps. Er du selv blevet spurgt om du ville være med i Løvens hule – altså som løve? 😉

    • Toke Kruse siger:

      Hej Per

      De forskellige alternativer skal ses i relation til hinanden, forstået sådan, at de største forskelle nævnes. Når det er sagt, så kan det godt være, at du kan gå til fx Nordic Eye med lavere MRR end 500K, hvis fx din vækst er super god eller du har andre tegn på, at du rammer de rigtige tal.

      Toke

Efterlad en kommentar