Hvorfor er jeg så iværksætter?

1374 visninger

26. jun. 2014

I forlængelse af blogindlægget ”Otte negative sider ved at være iværksætter” har jeg her oplistet de væsentligste årsager til, at jeg er iværksætter. Man kunne stille spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg så iværksætter, når det nu indbefatter så hårdt arbejde, så mange ofre og så store risici?”

Få svaret her, og husk at læse det i sammenhæng med det andet blogindlæg.

1. Fri som fuglen

Jeg er iværksætter, fordi jeg har verdens mest frie liv. Jeg kan selv bestemme, hvad jeg skal arbejde med, jeg kan arbejde lidt eller meget, og så har jeg den skønne frihed, at jeg kan bo, hvor jeg vil. Livet som iværksætter gør mig friere, end hvis jeg var lønansat, og jeg har på den lange bane flere muligheder. Jeg har flere penge til at købe den bil, som jeg drømmer om, og til at rejse rundt, som jeg vil, og jeg behøver generelt ikke at begrænse mig, sådan som lønmodtagere må.

2. Skabertrang

Det er livsbekræftende, at man kan ”opfinde” noget nyt og gøre livet lettere for andre med ens små ”genialiteter” og opfindelser. Og så sker det oven i købet efter ens eget hoved og efter ens egne betingelser.

3. Anerkendelse og respekt

Som iværksætter skaber du noget nyt, og hvis du lykkes, bliver du anerkendt for din indsats. Der er dermed stor sammenhæng mellem lykke og den anerkendelse, som følger med iværksætteri. Og måske er det i virkeligheden en af de ting, som livet som iværksætter kan: Det synliggør, at man har skabertrang og stræber efter at vise, at man selv har bygget sin helt egen virksomhed. Den succes, som afledes af at lykkes, har en kæmpe værdi og en positiv effekt på mit liv.

Folk har stor respekt for ens sats, og selvom man til tider møder misundelige blikke, når man kommer trillende i sin bil eller kan læne sig afslappet tilbage som 30-årig og leve af sin formue, så ved de fleste inderst inde godt, at det har krævet hårdt arbejde. Det har det i hvert fald for mig, for jeg har aldrig lånt en krone af mine forældre og har alene startet fundamentet for mine virksomheder.

4. Tilfredsstillelsen ved at betale sin egen løn

Jeg kan betale min egen løn og kan starte noget op selv. Jeg har det der stof i mig, som gør, at jeg kan brødføde mig selv – det bliver man stolt over og ikke mindst taknemmelig. Tænk, at det kan lade sig gøre – det, synes jeg, er imponerende, og det gør en forskel for mig. Var jeg lønansat, var det ikke den samme følelse, jeg ville have. Ikke dermed sagt, at jeg ikke respekterer lønansatte (det gør jeg – og jeg har 20 på mit team, som gør et kæmpe stykke arbejde hver dag!).

5. Konkurrenceelementet

Som iværksætter kommer du ikke uden om konkurrence. Konkurrence, når den er bedst og mest udfordrende og underholdende. Jeg vil være den bedste i min branche og kæmper, til jeg vinder. Jeg går forud for mit team, og de kan regne med mig. Jeg vil bevise, at man kan bygge en virksomhed fra 0 kr. og lykkes stort med det, og ja, jeg er villig til at satse al min tid og mange penge, fordi min frihed er så meget større, og muligheden for at lykkes er så betragteligt meget større, end hvis jeg ikke gik helhjertet ind i det.

 Afsluttende ord

Når man først er blevet en fuldblodsiværksætter, er det svært at vride sig ud af den rolle. Det er blevet en livsstil med frihed, som ofte er usammenlignelig med et traditionelt job. Man kæmper til sidste mand, man kæmper om det bedste produkt, og man stiler efter at lykkes og vise verden, at det kan lade sig gøre, hvis man vil det nok og arbejder igennem.

Jeg håber, at du kan bruge min historie til at få en bedre forståelse for, hvad der driver en iværksætter. Smid endelig en kommentar om, hvorfor DU er iværksætter!

Følg med på indlægget 4 Kommentarer

  • Tobias Ehlig siger:

    Fedt indlæg Toke, som en fortsættelse på det interessante indlæg om hvorfor man IKKE skal være iværksætter.

    Hvorfor er jeg så iværksætter? I første omgang kom det vel af, at jeg så muligheden for at man kunne skabe noget på internettet. Senere har jeg så fundet ud af, at iværksætterlivet er ekstremt frit i modsætning til at være ansat, og måske anerkendelse og respekt også er en motiverende betydning uden at jeg tænker særlig meget over det til daglig.

    Ser frem til at læse dine kommende indlæg!

  • Toke Kruse siger:

    @Tobias
    Tak for din kommentar. Du rammer spot on, hvad som er det vigtigste som iværksætter – i hvert fald hvis du spørger mig. FRIHED og FLEKSIBILITET.

  • Alex Imhof siger:

    Hej Toke

    Det du beskriver her er lige præcis grundene til at jeg ved at det er det jeg vil og intet andet. Fedt at læse dine blog, det giver et godt indblik i livet som iværksætter. Håber at jeg en dag kan opnå samme succes som dig, det er stærkt gået!

    VH Alex

    • Toke Kruse siger:

      @Alex
      Jeg er glad for, at jeg kan inspirere dig og du er blevet mere afklaret. Tak for ros 🙂
      Toke

Efterlad en kommentar