Hvem rydder op, når der er for mange trolde?

187 visninger

15. maj. 2017

I den amerikanske film ”Cleaners” rykker et specialteam ind og rydder op efter et mord, eller når der er sket en anden forbrydelse. Teamets arbejde består mest af alt i at rydde op efter andre. Dette begreb vil jeg gerne indføre som en naturlig del af de sociale medier, når trolde har mudret en debat til, og der er brug for oprydning.

Jeg synes, at en del mennesker gennem en længere periode har været trælse, og for noget tid siden løb bægeret over, da jeg i samme uge faldt over to indlæg, hvor debatten stampede mudder op, og kommentarerne helt manglede et konkret formål. Det sker dagligt, men nu må det være på tide, at der er nogen, som tager handsken på og rydder op efter de mange trolde – aka ”Cleaners”.

Fortabte kommentarer uden formål, eksempel 1

Det ene eksempel handlede om Anders Samuelsen fra Liberal Alliance, som havde taget et billede af en havefest for blå front og sammenlignet det med Fælledparken efter 1. maj. Billedet, som du kan se nedenfor, skulle illustrere, at dem, som stemmer blåt, er ordentlige, mens dem, som er røde, er ligeglade. Man kan mene, hvad man vil, om analogien, men jeg synes, at det var en sjov sammenligning, selvom den naturligvis ikke nøgternt beskriver, hvem der er ordentlige eller ej.

SamuelsenFOTO

Skæve kommentarer sender debat på kuldsejling, eksempel 2

Et andet Facebook-opslag fulgte samme stil. En kvinde havde taget et billede af en lettere rusten kølebil med kød, der ikke var pakket ordentligt ind i plastic, med en kommentar om, at hun aldrig ville handle i den forretning. Debatten kørte halalslagteren over med kommentarer om, at det var dårlig hygiejne og ikke i orden, når man behandler fersk kød.

Og hvad gør vi så?

Fællestrækkene for de to ovenstående eksempler er, at der er de velkendte trolde, som smider ligegyldige kommentarer, og de mennesker, som i mine øjne har troldetræk, nemlig dem, der smider en kommentar om noget helt indlysende. Om disse ligegyldige, ikke-bidragende kommentarer er et forsøg på at opnå ”five seconds of fame”, eller om forfatterne vitterligt synes, at de bidrager til debatten, ved jeg ikke. I Anders Samuelsens opslag var der op til flere, som skrev ”Jamen, et billede er jo ikke repræsentativt for rød og blå blok” eller ”de blå har også holdt fest uden at rydde op efter sig” osv. Det siger jo sig selv, at et sjovt sammenligningsbillede ikke er repræsentativt eller objektivt, men blot politisk ”propaganda”, men ikke desto mindre kaster folk sig over tastaturet og forsøger febrilsk at blive fanget af rampelyset. I halalslagter-eksemplet var der selvfølgelig de sædvanlige racistiske kommentarer som ”derfor skal du ikke spise halalkød” eller ”fuck, der gider jeg ikke at handle”, men hør her: Hvad er det for nogle ligegyldige beskeder? I stedet for at mudre til burde folk samle bolden op og løse situationen. At pege fingre bidrager ikke til andet end at sløre budskabet. Der var heldigvis en, som samlede pænt op på alle de dumme kommentarer og forklarede, at ”det er sådan branchen behandler kød, og det er set værre, men at forretningen trods alt burde få ændret procedure”. Og det bringer mig til det næste, nemlig kernen i mit blogindlæg: Lad os nu skabe værdi for hinanden og se løsningsorienteret på tingene i stedet for at mudre til, blot fordi man sidder beskyttet bag skærmen.

Flere cleaners, tak!

Hvorfor er der ikke flere, der læser med i sådanne tråde og sociale medieopslag, og som samler op og cleaner alt op med én gennemtænkt besked. De personer har vi alle et ansvar for at være, så debatten kører tilbage på sporet, og vi får affejet troldene og dem, som bare er støj i debatten. Det handler altså om, at du som individ bærer et stort ansvar, når du er på de sociale medier – også selvom du kan gemme dig bag en skærm, og det ikke er din halalslagterbil, der er kommet til offentligt skue. Du kan som ”cleaner” gøre en forskel og bruge fem minutter på at udrede de mange troldekommentarer og slå en krølle på debatten, bare fordi du hjælper andre, som vil læse med i debatten. Og skulle det være dig, der engang blev peget fingre af, så ville du helt sikkert sætte pris på, at folk trak sig op på et mere nuanceret niveau og forholdt sig objektivt til situationen.

Definition på en troll

Troll eller ”pissemyre” er en person, som ikke bidrager til debatten, men mest af alt ønsker at pisse folk af eller lave ”rav i den”.

Definition på en cleaner

Cleaner er et nyt udtryk for en person, der samler op på en debat på neutral vis og skiller skidt fra kanel. En nuanceret opsamling, der samler de vigtigste pointer og gør rent bord.

Konklusion

Gør dig selv og andre den tjeneste at holde fokus og tænke ”hvad er formålet”, næste gang du debatterer på de sociale medier. Så kan vi sammen gøre verden til et bedre sted at være. Giv hverken troldene eller tossehovederne taletid, men stop støjen. Det er muligt, at man kan gemme sig bag skærmen, men hvis ikke det, man skriver, er produktivt, så spring fra. Betyder det så, at man ikke må ytre sig? Nej, selvfølgelig ikke, men gør det med et formål!

Toke

Efterlad en kommentar