Eksemplet er ikke noget, som jeg er ophavsmand til, men fordi det er så genialt og malende for et overordnet problem ved at øge topskatten og slippe af med de rige, fortjener det en genfortælling.
Der var 10 personer, som holdt af at gå ud og spise sammen år efter år på restaurant ”Danmark”. Ikke alle havde lige mange penge, men dem, som havde mest, betalte en forholdsmæssig stor del af regningen, og dem, som slet ikke havde nogen penge, spiste med uden at betale.
Camilla var den, som havde flest penge, men hun havde det egentlig fint med, at hun betalte lidt over halvdelen af regningen på 2.200 kr., for hun havde jo pengene og vidste, at der blev sat pris på, at alle 10 kunne sidde omkring bordet. Og Peter og hans tre venner kunne også være med til bords og betalte hver især 250 kr. Bengt og hans fire venner havde derimod ikke en krone, men de spiste med alligevel. Alle nød hinandens selskab, og det var i det hele taget rigtig hyggeligt. Troligt mødte alle op, og uge efter uge, måned efter måned, år efter år var fordelingen:
1.200 kr. betalte Camilla, og hun betalte dermed ca. 1.000 kr. til fælleskassen. 250 kr. betalte Peter og hans tre venner, og de betalte hver især lidt over 50 kr. til fælleskassen. 0 kr. betalte Bengt og hans fire venner.
En dag kommer tjeneren hen til bordet og giver dem et tilbud. Ved I hvad venner, nu har I spist her igennem så mange år, at jeg fremover vil give jer 500 kr. i rabat på regningen. Alle omkring bordet var henrykte: 500 kr. i rabat, det var vel nok flot. Samme aften kom regningen ind på bordet. I stedet for de sædvanlige 2.200 kr., lød den faste regning nu på 1.700 kr. Men så skete der noget. Peter stiller et åbent spørgsmål: Hvordan skal vi fordele rabatten? Camilla foreslog, at hun skulle have en forholdsmæssig rabat, sådan så rabatten blev fordelt nøjagtig, som man betalte. Eftersom Camilla havde betalt lidt over 50 % af den samlede regning, skulle hun altså have halvdelen af rabatten, svarende til ca. 300 kr., og Peter og hans tre venner skulle have hver ca. 50 kr. i nedslag. På den måde blev de 500 kr. fordelt på en fair måde. Det forårsagede et skænderi: Hvorfor skulle Camilla have den største del af rabatten, når nu hun havde mest? Dette blev efterfulgt af slagord som ”Camilla, dit rige svin!” og ”Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så kan du jo bare gå!” Der var en, som fik talt de andre ned, og som foreslog, at eftersom Camilla nu havde været så gavmild i de sidste mange år, skulle hun have en eller anden rabat, mens Peter argumenterede med, at hun slet ikke skulle have noget af rabatten, for hun havde jo rigeligt, og i stedet skal Bengt og hans fire venner have 300 kr., og de sidste 200 kr. kunne Peter og hans tre venner dele. Da de ikke kunne blive enige, stemte de da bare om det – det måtte være fair, hvis flertallet fik ret.
Løsningen blev, som Bengt, Peter og deres venner ønskede og fik 300 kr. til deling, Peter og hans tre venner fik et nedslag på deres del af regningen fra 250 kr. til 200 kr., og Camilla betalte fortsat de 1.200 kr.
Dagen efter var der som altid dækket op til dem alle 10, men der var en plads, som var tom. Camilla manglede. De ni andre blev utålmodige og bestilte mad til bordet, som de plejede, og efter et dejligt måltid mad kom regningen. Den lød på de 1.700 kr., men så opstod der et problem. Peter og hans tre venner var de eneste, som kunne betale, men det var langtfra nok, da der manglede 700 kr., selv hvis de betalte det, de plejede, ligesom Bengt og hans fire venner også havde en forventning om at få de 50 kr.
Camilla dukkede aldrig op.
Det er en rigtig god forklaring.
Der er bare et problem: Hvordan får du en blind mand til at se?
Når man ser sig omkring i Danmark og på det system vi har så er det slet ikke logisk bygget op.
God fortælling – hvor stammer originalen fra ?
Den kunne blive efterfulgt af ro-konkurrencen mellem offentlig og privat…
Den offentlige-private rodyst
[…] Hvad angår dem, der driver onlinevirksomhed, så vil vi i de kommende år se flere og flere af disse iværksættere blive udlandsdanskere, simpelthen fordi Danmark, når det gælder både vejret og de høje skatter og afgifter, har virkelig dårlige konkurrencevilkår. Du tænker måske ikke over det, men køber du en familiebil for topskattebetalte penge, så ender du med at betale 89 % i skat – hvor ligger rimeligheden i dette? Her taler vi ikke om en skattefri zone, men om et land, som gerne skulle kunne skabe en tiltrækningskraft over for dem, der bidrager til samfundet med blandt andet arbejdspladser og forbrug – også kaldet Lego-folket. Vores nuværende stiltiende accept af samfundsmodellen, hvor man har høje skatter og stor bevægelighed, betyder, at vi ser folk flytte – og det er langtfra dem, der er på understøttelse, som flytter, men velhavende danskere. Det kan bedst forklares med historien om de ti danskere, der med forskellige størrelser pengepunge skal på restaurant, hvor der opstår store diskussioner, da tjeneren giver dem en rabat. Hvordan skal rabatten deles på mest fair vilkår? Du kender den nok godt, men hvis ikke kan du læse den på ”Den dag de rige ikke betalte restaurantregningen mere”. […]